Bindet daekker perioden fra 1870 til 1920 og tager sin begyndelse med det, som Georg Brandes kaldte 'det moderne gennembrud' i litteraturen.

Et vigtigt kendetegn var det samfundspolitiske aspekt, som Brandes havde vaeret med til at vaekke yngre danske forfatteres opmaerksomhed for. I.P. Jacobsen indvarslede naturalismen og den unge Holger Drachmann, Amalie Skram og Henrik Pontoppidan var blandt de forfattere, som 'satte problemer under debat' i deres noveller og romaner.

Konsmoral og kvinder rolle i samfundet var et af 1880'ernes braendende temaer, som skilte vandene i 'konservative' og 'progressive' synspunkter.

Psykologisk og stilistisk skiller Herman Bangs forfatterskab sig ud fra den ovrige 80'er-litteratur, ligesom han rendyrker en journalistik, som ikke for er set i Danmark. I 1890'erne meldte en ny generation sig på scenen, og den satte en mere indadrettet dagsorden, som er blevet kaldt 'det sjaelelige gennembrud' eller 'symbolisme'.

Toneangivende repraesentanter var den unge Johannes Jorgensen, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg og Helge Rode. Menneskelivets groteske sider udstilles med sort humor af Gustav Wied, mens mange kvindelige forfattere debuterer i disse år og i langt hojere grad end tidligere tilforer kvindelige erfaringer, f.eks. Agnes Henningsen og Karin Michaelis.

Ligeledes får den danske provins sine saerlige taleror i litteraturen med det, der er blevet kaldt 'det folkelige gennembrud': Fforfattere som Jeppe Aakjaer, Marie Bregendahl og Johan Skjoldborg. Martin Andersen Nexo og Johannes V. Jensen er to hojdepunkter i 1900-tallets forste par årtier. De åbner verden ud mod dels en proletarisk tolkning, dels en storladen evolutionistisk tilvaerelsesforståelse.