Nye udenlandske stromninger som ekspressionisme og futurisme satte sig spor hos danske forfattere som Tom Kristensen og Emil Bonnelycke. Jazzen kom til Danmark og Knud Sonderby tolkede den nye livsfornemmelse, mens Jacob Paludan så med bekymring på den stigende amerikanisering.

De litteraere eksperimenter i begyndelsen af perioden aflostes af en stigende optagethed af sociale og politiske sporgsmål, der udmontede sig i en social realisme om almindelige menneskers problemer. Hans Kirk og H. C. Branner skrev kollektivromaner, PH fornyede revyen, Kjeld Abell gjorde teatret moderne.

Efterkrigstidens kulturkrise skildres med omdrejningspunkt i kredsen omkring tidsskriftet Heretica med hovedskikkelser som Martin A. Hansen, Thorkild Bjornvig og Tage Skou-Hansen. Forholdet mellem lyrik og prosa var til stadig diskussion, og kulturradikalismens samfundsengagement stod over for eksistentialistisk desillusion.