Kunsten skal intensivere livet. Det er grundtanken i den vitalistiske strømning, der prægede dansk litteratur og kultur omkring år 1900, og hvis dyrkelse af livets kraft og dynamik var udbredt i hele Europa. Denne bog viser, at intensiteten ikke kun opstår af lys og livslyst: Vitalistisk litteratur er også tæt forbundet med tidens dekadente dyrkelse af forfald og opløsning.

Driften i det strømmende liv står i centrum for periodens største forfattere, fra digtere som Johannes V. Jensen, Thøger Larsen og Sophus Claussen til kritikere som Vilhelm Andersen og Georg Brandes. Bogen sætter i en række nylæsninger deres værker i spil med århundredskiftets billedkunst og musik, repræsenteret af J.F. Willumsen og Carl Nielsen.

Den livsdyrkende kunst i Danmark sættes desuden ind i sin internationale idéhistoriske sammenhæng. Her er de tyske filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche i fokus.