Kommunismens spøgelse hjemsøgte 1840’ernes Danmark.
Demokrater, aristokrater, bondevenner, kvindesagsforkæmpere, reformtilhængere og konservative – alle kunne beskyldes for at fremme kommunismen. Erklærede kommunister var der ganske vist næsten ingen af. Men som begreb og forestilling blev kommunismen et slagkraftigt våben i tidens kampe om social magt og kulturel betydning.  Den fungerede som skræmsel – noget, man beskyldte sine modstandere for at fremme. Kommunismen var det, en ærværdig samfundsborger pr. definition måtte bekæmpe.   Men kommunismens opdukken i 1840’ernes politiske og kulturelle begrebsverden gjorde også den moderne verden mere moderne. Kommunismen var med til at lære menneskene at leve, orientere sig og engagere sig i en verden kendetegnet ved radikal forandring. Den pegede på nye udfordringer for den moderne civilisation med voksende storbyer, industriel udvikling, nye former for social nød og sønderbrydning af gamle moralsæt. Den anfægtede nedarvede relationer mellem religiøs tro, fornuftsdyrkelse og materielle interesser. Den bidrog til at vælte ældre forståelser af de tider og rum, menneskene levede i. Og dens spøgelse syntes at antage legemlig skikkelse under de europæiske revolutioner i 1848-49, hvor den danske enevælde faldt, og grundloven for et nyt Danmark skulle skrives. Man havde nu ”lugtet Communismen”, som gårdejer Christian Eriksen bemærkede på den Grundlovgivende Rigsforsamling.   Denne bog stiller skarpt på 1840’ernes kommunismedebatter for at trænge ind under huden på kulturelle, politiske og sociale modsætninger i det moderne Danmarks udformning. Dermed fremdrager bogen nye, ofte overraskende sider af en politisk og kulturel arv, som vi stadig lever med.