Startups og humanitære organisationer eksperimenterer verden over med ny, radikal teknologi i forsøget på at forbedre livsvilkårene for fattige og fordrevne. Håbet er, at nye digitale løsninger kan hjælpe folk til en bedre fremtid; at man med droner og biometriske registre kan levere mere effektiv nødhjælp, og at man med innovation kan understøtte den demokratiske udvikling og sikre menneskerettighederne.

Men dataficerede tilgange til problemløsning er ikke garanti for fair eller objektiv behandling af hverken data eller mennesker. Når teknologien udvikles tusindvis af kilometer fra der, hvor den skal hjælpe mennesker i nød, har den ofte form af lappeløsninger, ligesom der sker læk med uoverskuelige konsekvenser for de mest udsatte.

Vi har brug for en mere lige og kollektiv teknologiudvikling, der vender eksisterende hierarkier på hovedet og tænker i bredere forandring. Kun sådan kan vi sikre, at interventioner båret af ny teknologi er så relevante, effektive og bæredygtige som muligt.