DE TO CENTRALEUROPÆISKE STATER POLEN OG UNGARN ER DE SENERE ÅR KOMMET PÅ KOLLISIONSKURS MED EU’S KERNEVÆRDIER. MEN KAMPEN OM HVAD CENTRALEUROPA ER, OG SKAL VÆRE, ER SLET IKKE NY.

For 100 år siden, da Første Verdenskrig sluttede, var det ikke på forhånd givet, hvordan de gigantiske, centraleuropæiske landmasser skulle organiseres.

Burde de være præget af tysk kultur, tysk arbejdsmoral, tysk økonomi og tysk historie, til alles bedste, natürlich, uden smålig skelen til hvad de andre folkefærd måtte mene om det? Eller burde der tværtimod oprettes et bælte af selvstændige, demokratiske bufferstater mellem de to evige aggressorer Tyskland og Rusland, for at bevare freden (og lidt for at få oprettet en selvstændig tjekkoslovakisk stat)? Eller hvad med et gigantisk, polskdomineret, multinationalt rige mellem Østersøen og Sortehavet, ligesom i de gode, gamle dage, for effektivt at stække Rusland og lige så effektivt at styrke Polen?

I dag kæmpes der så igen. De liberale ledere i Vest frygter, at regeringerne i Polen og Ungarn gør EU svag og splittet ved at forbryde sig mod de fælles værdier, når det gælder demokrati- og retsstatsopfattelse. I Warszawa og Budapest hævder magthaverne derimod, at de beskytter de ægte europæiske værdier mod det dekadente, homoseksuelle, sekulære, vegetariske, cyklende, migrant- og terroristfyldte Vesteuropa.