[bagsidetekst]:

Få dage efter Jakobs indlæggelse sendte han den første mail til mig. Jeg åbnede den og læste. Der stod, at mørket havde taget ham. Næste dag lå der en ny mail i min indbakke, og næste og næste. Skal jeg være ærlig, læste jeg dem ikke i første omgang, mit eget lort stod knæhøjt i livet, jeg havde ikke kræfter til det. Men fortæller et menneske dig sin historie, kan du ikke ignorere den. Det må du ikke. Denne banale altruisme voksede sig til en altoverskyggende sandhed de næste dage, og så begyndte jeg at læse, og forstod hvorfor valget var faldet på mig: Stoffet var up my alley - og det vidste Jakob. Der fulgte ingen forklaring med, ingen angivelser om hvad der skulle gøres, men det var en bog, det stod klart.

Teksterne navigerede i sygdommen og dagene i insti­tu­ti­onen, fæstnet i kaos. Et forsøg på at se skarpt gen­nem en hvid hinde, en uendelig horisontalitet som er søvndyssende tryg, og derfor kan sluge hele identiteten. Hele dig. Og over de næste tre måneder så jeg dagligt gennem hans blik, et blik der løb fra medicinens hårde kemi til hospitalsgangenes anonymitet, rundt om det daglige fællesskab udgjort af knuste skæbner, og ud i det omkringliggende overforbrugs Gentofte og ind i Marx’ teorier om vampyrer; et blik der formede sig som et vredt opråb efter et mere nænsomt samfund, og som så sine medpatienter lige i øjnene, med en medfølelse der ikke kan ignoreres.

Det er en stor gestus. Dette er en beretning til de sårede, til de næste der falder.

– Claus Handberg