Efter Første Verdenskrig og Østrig-Ungarns sammenbrud tog mange danske familier et såkaldt wienerbarn i pleje. En af dem var familien Christiansen på Møn, der havde en dreng på besøg, indtil han vendte hjem i 1924.

En aften i 1944 bankede det på døren hos familien Christiansen. Udenfor stod en soldat i den tyske værnemagt; det var deres tidligere plejesøn. Det blev til en kort samtale i døråbningen. ”I ser mig ikke mere,” sagde soldaten, da han gik.

Efter to års blodig krig på Østfronten var han vendt tilbage til Danmark og fast udstationeret i den midtjyske by, Hammel. Kort før krigsafslutningen deserterede han og blev i landet.

I ser mig ikke mere er historien om wienerdrengen Karl Kordovsky, som i 1958 blev dansk statsborger. Men selvom han kom til at leve resten af sit liv i sine plejeforældres land, så de ikke hinanden igen.

Uddrag af bogen
Russernes kampvilje var imponerende. En sovjetisk kampvogn havde fået larvefødderne skudt af og kunne ikke længere køre. Kampvognens besætning havde så gravet den ned og fortsatte kampen med kampvognen som stationær kanon, der først blev bragt til tavshed, da tyske soldater kom så tæt på, at de kunne kaste håndgranater ind i dens indre.
Ingen viste nåde. Sovjetiske soldater kunne ligge skjult i skyttehuller og løbegrave ude på terrænet, hvorfra de pludseligt angreb. Fik besætningen på en tysk kampvogn øje på et sådant skyttehul, kørte de kampvognen hen over skyttehullet, bremsede så lidt i den ene side, så lidt i den anden side for at få skyttehullet til at skride sammen over de fjendtlige soldater.

Om forfatteren
Ove Christiansen (f. 1942) voksede op på Møn, hvor både hans far og hans bedstefar havde en maskinforretning. Blev uddannet som bibliotekar og arbejdede som sådan indtil 1984, hvor han skiftede erhverv og blev programmør. Arbejde i it-branchen, indtil han blev pensioneret i 2008. Han har tidligere udgivet En historie om Landsled og lidt om familien Christiansen (2008).