Ifølge en traditionel psykoanalytisk opfattelse vil de fleste patienter være nødt til at gennemgå en langvarig, som regel flerårig, analyse med to til fem terapisessioner om ugen for at opnå en indsigt, der resulterer i vedvarende forandring. Det indebærer givetvis udgifter, som kun et lille fåtal har råd til. I løbet af de sidste årtier er der blevet udviklet en række forskellige former for korttids psykoterapi, hvoraf den mest kendte skyldes canadieren Habib Davanloo. Om denne terapiform, som kaldes intensiv dynamisk korttidsterapi, skrev David Malan i 1980, at det var ”den mest betydningsfulde udvikling inden for psykoterapi siden opdagelsen af det ubevidste”. Først med Patricia Coughlin Della Selva’s bog er der imidlertid kommet en klar og overskuelig fremstilling af metodens såvel teoretiske som praktiske aspekter.

Bogen indeholder en systematisk indføring i forskellige interventionsteknikker med henblik på at afvikle forsvar, intensivere patientens følelsesmæssige engagement i behandlingen, identificere overførings-mønstre, så snart de opstår, og ”lukke det ubevidste op” – angiveligt inden for en tidsramme, som man tidligere ville have anset for helt urealistisk.

Oversat fra engelsk erfter Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy af Carl Weltzer.