Nielsen (tidl. kendt som Claus Beck-Nielsen) skriver bl.a. i sit forord: "Lenz er ensomhed, bjerge, dale, landsbyer,
lys, prædiken, Guds ord, troskab, strømmende springende
vand og samvittighed. Woyzeck er menneskevrimmel,
byliv, statsmagter, uniformering, våben, utroskab,
social og politisk vold.
Fra Lenz til Woyzeck spænder Bu¨chner således over hele
det modernes syndefald, fra mennesket i naturen som
fremmedgjort fremmedelement fanget i sin bevidsthed,
til mennesket som navnløst X i samfundsmaskinen og
forsøgsperson for Historien og Fremskridtet; fra det eksistentielle
og psykologiske til det politiske; fra bevidsthed
til handling.
I begge går det ad helvede til, vanvid, død eller levende
død. Også i den forstand er både Lenz og Woyzeck
nådesløst moderne: Det moderne kunstværk kan og skal
være en revolution i sig selv. Verden derimod, kan ikke
revolutioneres i kunstværket, og forsøger man, bliver resultatet
løgn og idyl og alt andet end moderne. Verden
kan kun revolutioneres i verden, ikke i billedet af verden."