Alting har en begyndelse, også læren om digtekunsten, der bestemmer dens genrer, virkemidler og kvaliteter. Aristoteles Poetik er denne begyndelse, det første systematiske forsøg på en litteraturteori, en digtekunstens æstetik. Meget tyder på, at dele af poetikken enten er gået tabt eller aldrig er blevet nedskrevet; af de på Aristoteles' tid dominerende genrer, tragedien og komedien, er nemlig kun førstnævnte grundigt behandlet. Om komediens virkemiddel, det latterlige, får Aristoteles dog sagt, at det "er fejl og hæslighed der ikke virker smerteligt eller pinligt".

En poetik forklarer poesien - og sætter mål.

For tragediens vedkommende er Aristoteles ikke mindst blevet kendt og diskuteret for sin formulering om, at den "ved at vække medlidenhed og frygt fuldbyrder renselsen af den slags følelser". Det græske ord for tragediens renselse af sind og følelser er "katharsis", et begreb, som fik en ny og central position med Freuds psykoanalyse.