Den franske sociolog Pierre Bourdieu indlagde sig store fortjenester med sine analyser af, hvordan sociale forskelle reproduceres fra generation til generation. Paradoksalt nok, var han selv skoleeksemplet på en mønsterbryder. Hans far var postbud i en lille landsby i provinsen, men selv endte han som professor på det prestigefyldte Collège de France i Paris.   Udkast til en selvanalyse er Bourdieus intellektuelle testamente, skrevet mens han vidste, at han var alvorlig syg. I bogen gør han sig selv til genstand for sociologisk refleksion og skildrer det, han kalder sit ”videnskabelige amokløb” op igennem efterkrigstidens akademiske felt, hvor hans sociale baggrund og anderledes uddannelsesforløb skilte ham ud fra mængden.   Bogen er skrevet med Bourdieus vanlige polemisk brod mod akademisk forfængelighed og hykleri, men er samtidig en hommage til fagfæller som bl.a. George Canguilhem, Fernand Braudel og Raymond Aron, som han livet ud stod i personlig og intellektuel gæld til.